De medicinske gigtsygdomme
Medicinske gigtsygdomme skyldes forandringer i immunsystemet som medfører, at der udvikler sig en betændelsesreaktion ( inflammation) i kroppen, der er rettet mod patientens eget væv (autoimmun sygdom). Betændelsen rammer oftest led, sener og hud , men kan også ramme øjne, lunger, tarm, nyrer og kar.
Kronisk leddegigt forekommer hos ca. 1 % af den danske befolkning. Sygdommen rammer tre gange hyppigere kvinder end mænd. Patientens led bliver ramt af en betændelsesreaktion, som regel symmetrisk i hænder og fødder. Årsagen er ukendt, men der er en vis arvelig disposition og andre faktorer, som f.eks. rygning, har formentlig også betydning.
Symptomerne begynder oftest i 30 – 50 års alderen, men kan også ramme unge og børn. Betændelsen giver symptomer i form af smerter , ømhed, hævelse og stivhedsfornemmelse. Typisk angribes leddene i hænder og fødder først, men som regel involveres mange andre store og små led. Ubehandlet vil betændelsen resultere i vedvarende beskadigelse af ødelæggelse af ledbrusk og knogle (erosioner). Allerede efter 1 år har mange patienter begyndende forandringer. Herved opstår efterhånden ofte fejlstillinger i leddene og bevægeligheden og funktionen i leddet påvirkes. Ud over de egentlige ledsymptomer vil patienten som regel føle sig unormalt træt og nogle har feber og almen sygdomsfornemmelse.
Ca. 25% af patienterne kan udvikle såkaldte gigtknuder i underhuden. Det er fra få mm til flere centimeter store betændelsesknuder, der kan være ømme og generende på grund af deres lokalisation ved fingrenes grund- og mellemled og ved albuerne. Pga.effektiv behandling tidligt i forløbet ses det sjældent nu om dage.
Diagnosen stilles ved klinisk undersøgelse af patienten, hvor de enkelte led vurderes. Der suppleres med ultralydsundersøgelse, hvor man kan se forholdene inde i leddet , f.eks. om ledhinden er hævet eller der er væskeansamling. Der tages blodprøver med henblik på påvisning af betændelsesreaktion i kroppen og særlige antistoffer, som dannes hos patienter kronisk leddegigt, ”gigtprøver”.( IgM-Reumafaktor, anti-CCP). Som regel tages der røntgenbilleder af hænder og fødder, da det er der de tidligste knogleforandringer viser sig. Endelig kan man supplerre med andre undersøgelser som knoglescintigrafi og MR-scanning af f.eks håndled.
Behandlingen er først og fremmest medicinsk, men omfatter også fysioterapi, ergoterapi og ind imellem kirurgi. Ud over symptombehandling med smertestillende medicin (paracetamol, NSAID-præparater) skal den medicinske behandling holde den unormale betændelsesproces nede. Der er i dag meget effektive stoffer både som tabletter og til indsprøjtning, og man kan derfor minimere eller helt forhindre de leddestruktioner, der tidligere medførte invaliditet. Ved opblussen af gigt i et eller få led, kan man give injektion direkte i leddet med binyrebark-hormon. Da det drejer sig om en kronisk ledsygdom, vil de fleste patienter være i varig behandling.
Det er vigtigt at behandlingen påbegyndes tidligt i forløbet. Ikke blot for at undgå de tidlige led-erosioner, men også fordi hurtig og effektiv behandling på sigt giver bedre sygdomskontrol.
2% af den danske befolkning har psoriasis. Ca. 25% af patienterne har ledsymptomer i form af varierende led og senesmerter. Nogle udvikler en egentlig gigtsygdom. Sygdommen kan minde om kronisk leddegigt, men symptomerne kan variere meget fra patient til patient. Nogle har overvejende smerter og hævelse i store led,f.eks. knæ og hofter, andre har betændelsestilstand i bækkenets led og rygsøjlens led- og ledbånd. Det giver smerter i ryggen og balleregionerne, udtalt rygstivhed – også i hvile og om natten. Derudover har mange patienter kroniske senebetændelser ( Achilles-sener, ”hælspore” og tennisalbuer).
Diagnosen stilles ved klinisk undersøgelse, ultralydscanning af led, MR-scanning af led og rygsøjlen samt blodprøver.
Behandlingen er som ved leddegigt både medicinsk, fysioterapi og ergoterapi og evt. kirurgi.
Bechterews sygdom findes ca. 1% af befolkningen. Den rammer mænd tre gange så hyppigt som kvinder. Betændelsesreaktionen er lokaliseret til rygsøjlens led og ledbånd, bækkenets led, brystkassens led og store led som knæ og hofter. Ubehandlet vil der med tiden udvikles forkalkninger i rygsøjlen og det kan give svær bevægeindskrænkning og foroverbøjet holdning. 90 % af patienter med Bechterews sygdom har en bestemt vævstype HLA-B27, så der vil ofte være flere i familien der over nogle generetioner har haft sygdommen. Formentlig er der mange der har sygdommen i lettere grad, så diagnosen aldrig er blevet stillet. Symptomer i form af lave lænderygsmerter og stivhedsfornemmelse begynder ofte snigende i ungdommen. Rygsmerterne stråler ned i balleregionerne og forværres typisk af hvile. Mange patienter vågner sidst på natten af smerterne. Der er udtalt stivhed i ryggen om morgenen.
Symptomerne aftager i løbet af 1-2 timer i forbindelse med fysisk aktivitet. Mange har derudover smerter og hævelse i et eller flere store led samt sene- smerter, f.eks. Achillessene eller tennisalbue. En del patienter har i forløbet øjensygdom i form af regnbuehindebetændelse eller diarresygdom på grund af betændelsesreaktion i tarmen.
Diagnosen stilles ved klinisk undersøgelse af rygsøjlen, led og sener. Der laves ultralydsundersøgelse af led og sener og MR-scanning af rygsøjle og bækken. Blodprøver tages for at påvise betændelsesreaktion samt for vævstypen HLA-B27. Evnt laves røntgenundersøgelser af påvirkede led.
Behandlingen er smertestillende medicin (NSAID-præparater) samt medicin for at dæmpe betændelsestilstanden. Fysioterapi er meget vigtig for at træne ryggen og modvirke stivheden. Som for de andre medicinske gigtsygdomme er det vigtigt at diagnosen stilles så tidligt som muligt, så de kroniske forandringer i led og ryg så vidt mulig undgås.
Reaktiv artrit er en betændelsestilstand, der opstår i leddene som følge af infektionssygdom. Immunsystemet overreagerer og skifter fra sin normale funktion med at bekæmpe selve infektionen (bakterier, virus), til at rette betændelses-reaktionen mod patientens led. Det er som regel de store led , der bliver angrebet, men leddegigtlignende sygdomsbilleder kan også ses. Af og til ses også reaktioner i huden. Ledsymptomerne fortager sig som regel inde for 3 – 6 måneder. Det er typisk mave-tarm infektioner, som kan forårsage reaktiv artrit, men også kønssygdomme ( Klamydia, gonoré) og også den med skovflåt overførte bakterie Borrelia kan give ledsygdom
Diagnosen stilles som ved de andre medicinske gigtsygdomme med klinisk undersøgelse, ultralydscanning af leddene, blodprøver og røntgenundersøgelser. Desuden skal patienten undersøges for om der stadig er en pågående infektion.
Behandlingen er ofte symptomatisk i form af smertestillende medicin. Da symptomerne er kortvarige, vil man ved sværere symptomer give f. eks. binyrebarkhormon i en kortere periode.
Urinsyregigt er en almindelige medicinske gigtsygdom. Sygdommen kendes siden oldtiden. Hyppigheden varierer med bl.a. alder og køn. Ved ubehandlet urinsyregigt risikerer man at udvikle kroniske ledforandringer i form af leddestruktioner og uvikling af smertefulde gigtknuder ved led og senetilhæftninger.
Urinsyre er et naturligt nedbrydningsprodukt af den del af protein, der hedder purin. Urinsyre udskilles med urinen via nyrerne. Urinsyregigt findes hos personer med forhøjet urinsyre i blodet , hvor urinsyren ophobes i væv, hyppigst i ledvæske og ledhinder, men også i bindevævet omkring leddene. Anfald af urinsyregigt skyldes udfældning af mikroskopiske uratkrystaller i leddet, hvor krystallerne forårsager en akut betændelsesreaktion. Som regel er kun et led angrebet af gangen. Mest almindelig er gigtanfald i storetåens grundled (podagra), men også i ankler og knæ. Urinsyregigt kan dog også ramme de små led i hænder og fødder. Risiko for anfald stiger med koncentrationen.
Dannelsen af urinsyrekrystaller provokeres ved pludselige øgninger i urinsyrekoncentrationen, f. eks. indtagelse af store mængder protein, alkohol , øl eller visse former for medicin. Forhøjet koncentration af urinsyre i blodet skyldes øget dannelse af urinsyre eller nedsat udskillelse. Nedsat udskillelse er den hyppigste årsag. Begge dele kan være arveligt eller erhvervet. Øget dannelse skyldes hos de fleste et øget alkoholforbrug, stort indtag af øl eller fruktoseholdige fødevarer (frugt, juice, o. lign.) og større indtag af kød. Nedsat udskillelse skyldes f.eks. nyresygdom med nedsat nyrefunktion eller medicin som f. eks. vandrivende medicin eller acetylsalisylsyre.
Symptomer på urinsyregigt
Man kan ikke mærke at man har forhøjet koncentration af urinsyregigt i blodet. Langt de fleste, faktisk 80% har ingen symptomer på urinsyregigt. Det er altså ikke farligt eller nødvendigt med behandling, hvis man tilfældigt får påvist forhøjet urinsyre i blodet.
Symptomerne på et gigtanfald er akut indsættende hævelse, rødme og stærke smerter i det angrebne led, dvs over få timer til et døgn. Nogle får feber. Mange anfald går i ro i løbet af 8-10 dage. De fleste anfald kan ubehandlet vare i flere uger. Behandlingen består både af forebyggende behandling og behandling af gigtanfald. Der findes flere slags medicin der kan forebygge anfald af urinsyregigt. Ved mere end 2-3 anfald årligt anbefales forebyggende behandling. Formålet med forebyggende behandling er at nedsætte dannelsen af urinsyre, så koncentrationen i led og væv nedsættes. Efterhånden vil den ophobede mængde af urinsyre blive “vasket ud” ved udskillelse gennem urinen.
Mange anfald vil gå i ro på aflastning af det angrebne led og smertestillende medicin i form af NSAID-præparater. I nogle tilfælde kan binyrebarkhormon enten som indsprøjtning direkte i leddet eller som behandling med tabletter i nogle dage være at foretrække. Der findes også anden medicin , der hurtigt kan slå et anfald ned.